Hovedkvalifikationen til FACEIT Majoren har lige kørt, og de 16 hold som skal konkurrere i New Legends Stage er fundet. I artiklen her gennemgår vi mandskabernes styrker og svagheder, og sporer os ind på favoritterne i årets største CS:GO-turnering.
Desværre mistede vi allerede i hovedkvalifikationen to af de tre danske hold. Vi måtte takke farvel til både Optic Gaming og North, der begge røg ud på et hængende hår med en 2-3-score.
Astralis var en anden snak. De kommer med videre til New Legends Stage med et rigtig flot 3-1-resultat på tavlen. Der kom godt nok et utrolig tæt nederlag i en svær kamp imod vores svenske naboer fra Ninjas in Pyjamas. Til gengæld fik de rigtig flotte sejre over både Complexity samt Spirit. Deres sejr over Rogue blev til gengæld lidt for tæt i forhold til den store forskel i niveauet på de to mandskaber.
Astralis har vist sig at være rigtig stærke konkurrenter til alle hold, så vi forventer os en rigtig flot placering af vores danske stjerner. Så på med klaphatten, og sid klar ved skærmen den 12. september kl. 20.00, når de åbner deres Major New Legends-kampagne med en kamp imod S1mple og hans NaVi-mandskab. Går det rigtig godt, kan vi jo håbe at Københavns Rådhus byder dem på pandekager igen.
To andre favoritter og en outsider
Af andre nævneværdige hold, som imponerede i kvalifikationen, synes jeg vi skal hive fat i Ninjas in Pyjamas, Team Liquid samt Vega Squadron: Alle tre hold overraskede mig positivt.
Ninjas in Pyjamas spillede rigtig flot Counter-Strike i deres 3 kampe. Deres udskiftning af Draken for Dennis virker til endelig at køre godt for dem.
Team Liquid har også vist sig værende rigtig solide med ganske flotte resultater i tiden op til majoren.
Min outsider blandt de kvalificerede hold, er det russisk-ukrainske mandskab Vega Squadron. Deres spil var lidt shaky i perioder, men deres aggressive tilgang til Counter-Strike er rigtig underholdende at se på, og deres til tider kaotiske taktikker, gør at selv de mest rutinerede mandskaber kan få problemer. Vi ser typisk at selv etablerede hold har det svært med et mandskab som dette, hvis de bliver presset en smule, og glemmer at spille deres egen fundamentale spillestil.
Tre hold som næppe klarer den
Skal vi prøve at tale lidt om de hold, som ikke lige så mange kender, og som jeg ikke forventer, kommer til at brillere, har vi blandt andet Winstrike, som er det gamle Quantum Bellator Fire-mandskab. De gjorde det rigtig flot til seneste Major, men har dog haft en rigtig svær tid i deres optakt til Majoren. Jeg forventer, at de vil få det utrolig svært med at finde nogen sejre overhovedet.
Derudover har vi det kinesiske mandskab Tyloo, som kvalificerede sig i forrige uge med rimelig flot spil, men deres niveau svinger for meget til, at de mod topholdene endnu har vist deres værd.
Vi har også det merikanske mandskab Complexity, som også kommer fra kvalifikationen. De har en stærk roster af hold-spillere, men individuelt er de langt fra det niveau, som forventes af et hold, som skal gå dybt i en Major.
Masser af giganter i kamp
Der er jo mange andre hold, jeg ikke har nævnt. FaceIt Majoren byder nemlig på så mange giganter fra sporten.
Det er hold som Na’Vi, Fnatic, Faze, Mousesports, MIBR (SK-mandskabet) og Cloud9. Alle sammen hold, som bør kæmpe med om en plads i top 8.
Selv om der ikke er bred enighed om, at Cloud9 er en gigant, så er de stadig et navn man skal nævne i CS:GO sammenhæng. De har før gjort ting, ingen hold kunne, men udfordringen er enorm med Golden og Styko på en i forvejen svækket opstilling. Deres plads i top 8 er derfor forventet at ryge.
Under alle omstændigheder kan vi se frem til ti dages rigtig god Counter-Strike med alle de spændende hold og fantastiske spillere!
New Legends Stage starter i morgen, tirsdag den 12. september, klokken 11.00. G2 og Hellraisers starter ballet – en rigtig god åbningskamp.
Har i svært ved at se det live? Intet problem, der kan findes VOD's her.