For første gang i 2019, skal vi se de store i kamp. Løber Astralis af med en titel mere?
Så blev det tid til årets første store event. I Los Angeles har vi med et par af giganterne at gøre, samt naturligvis lidt mindre hold - det er jo nu engang et amerikansk event.
I Ibuypower Masters er der 8 hold, som er opdelt i to grupper. Formatet er et såkaldt GSL-bedst-af-1-format, som betyder at nogen hold kan se sig sendt hjem efter blot to nederlag. Når vi rammer semifinalerne på andendagen, vil der være tale om bedst-af-3 kampe.
Ballet bliver åbnet lørdag klokken 19.00 dansk tid med Astralis imod Complexity, herefter er det tid til Svenske Fnatic som skal op imod Cloud9. Inden de stærke amerikanere fra Liquid løber ind i Luminosity. Klokken 22 runder vi så den første runde af med Faze imod Ghost.
Efter disse fire indlendende kampe, så vil vi se winners, elimination og deciders matches, for hver af de respektive grupper.
Gruppe A
Astralis
De danske drenge finder vi i gruppe A, hvor de skal i ilden for første gang i 2019, med stærk forventning om at de tager en titel med hjem. Det er dog et format i gruppe spillet, hvor man godt kan se nogen stærke hold ryge hjem, hvis de ikke lige har dagen på lørdag.
Men med det 2018 som Astralis leverede, specielt slutningen hvor Dev1ce, virkede mere eller mindre overmenneskelig, så sidder vi klar med klaphatten i bedste stil!
Fnatic
De svenske drenge fik forstærkning af Brollan i slutningen af 2018, og har gjort en del for at få spillet den unge herre ind på holdet. De har en enormt stærk og erfaren trup omkring ham, som kan hjælpe ham med virkelig at stråle.
Dog var deres 2018 resultater der ikke helt, men jeg har personligt stor tiltro til at de kan opnå bedre i 2019. Der er enormt meget talent på holdet, og Krimz er stadig en af de mest giftige spillere, når han topper.
Complexity
Complexity har lavet lidt ændringer, og stiller op med n0thing, Shahzam, Dephh, Stanislaw og Rickeh. Jeg har svært ved præcist at se, hvordan disse fem skal fungere sammen. Det virker som en mærkelig sammensætning. Der er dybt forskellig spillestil, samt for mange som er bedre til at lede end til at skyde.
De har selv meldt ud at de ser turneringen som træning, en måde at få rystet den nye trup sammen på, samt give dem lidt erfaring på scenen som et hold.
Cloud9
Her er der ligeledes en ændring på holdkortet. Flusha, Kioshima, Rush og Automatic spillede sammen under Blast pro Lisabon, men de har tilføjet unge Zellsis fra Singularity. Kan de fortsætte det stærke spil, som de viste os netop i Lissabon, så er der håb for dem, en i så stærk en gruppe, skal de ud og vise noget helt specielt.
Jeg vil dog langt fra udelukke dem. På en god dag kan de godt tage Fnatic ud, så det er ikke helt uden chance at de kan finde deres vej ud af gruppen.
Gruppe B
Liquid
Liquid kommer med nitr0, Naf, Elige, Stewie2k og Twistzz. En roster med enorm skudkraft, og stort taktisk overblik. Jeg forventer mig store ting af dem i 2019.
De havde et rigtig flot 2018, dog med tac0 på holdet, som jo bekendt er røget tilbage til SK, og Stewie2k er så kommet ind på Liquid. Det burde betyde at Liquid står stærkere i 2019 end de gjorde i 2018, hvilket taler for gode resultater.
Faze
Valgte i slutningen af 2018 at takke farvel til vores danske spiller Karrigan, som ellers var fundamental for holdet i opbygningen. Han er sidenhen udskiftet med Adren, hvilket uden tvivl vil forstærke dem. De har ikke rigtigt brug for en leder i så stor stil, som Karrigan var.
Hvad der vil ske med Faze i 2019 er dog stadig svært at sige. Olofmeister, og Rain sluttede 2018 forfærdeligt af formmæssigt, og hvis de to ikke finder formen igen, vil den anden udskiftning ikke have nogen betydning overhovedet.
Ghost
Er et lille amerikansk/canadisk mix hold uden nogen store stjerner. Steel, Koosta, Subroza, Wardell og Neptune er navnene, så det er svært at forvente os for meget af dem. De er inviteret mere for at få amerikansk repræsentation end for evner.
De har dog før formået at klare sig okay, til Esl Pro League-finalerne i december, formåede de at tage et kort fra NaVi, samt at slå NRG, så de kan da helt klart overraske på den rigtige dag.
Luminosity
Er et rent brasiliansk hold, hvor Steel, Hen1, Lucas1, Nekiz og Pancc er på holdkortt. Pancc kun midlertidigt til lige præcis den her turnering. Forventningerne til dem er tæt på ikke-eksisterende. Pancc kommer fra lavere divisions-kampe, hvor han typisk dog gør det godt.
Konklusion
I Gruppe A må man forvente at Astralis går videre på en førsteplads, mens Cloud9 og Fnatic forventes at slås om andenpladsen. Dog er gruppen ekstremt tæt, specielt når vi har med et bedst-af-1-format at gøre.
Gruppe B er en lidt anden historie, Faze og Liquid burde være i en liga for sig selv, hvor hverken Ghost eller Luminosity burde kunne være med, men i en bedst-af-1 kan meget ske, specielt et hold som Luminosity kan overraske os her. Pancc, deres midlertidige spiller, kan være tilpas vild og utilregnelig, til at han kan hive dem sejre i kampe hvor man ikke kan nå at studere hans spillestil.
Der er potentiale for en rigtig fed semifinale med Astralis imod Liquid eller Faze, og formentlig med Astralis i finalen - og med trofæet i hånden til sidst.